GALLERI
Mette Winckelmann
5 November / 18 December 2020
Galleri består af 62 kvadratiske malerier med målene 57x57cm.
I en skala fra sort til hvid, samt varierende gråtoner, breder farven sig ud på det rå hørlærred i individuelle mønsterstrukturer som et vidne på sin egen proces.
Hvert maleri udgør et værk i sig selv, men malerierne er samtidig forbundne via processen for deres tilblivelse. Mønstrene på lærrederne er aftryk og spor fra arbejdsprocessen der foregik i Winckelmanns seneste udstilling Butik på C4 Projects i september og oktober 2020. Butik præsenterede en levende installation, hvor to performere i åbningstiden af udstillingen arbejdede med at sy stykker af hørlærred til onesize, unisex beklædningsdele og efterfølgende manuelt trykke dem med tekstilfarve, i en kvadratisk ramme.
På Galleri vises et biprodukt fra arbejdsprocessen i Butik – restfarven i rammen fra trykkeprocessen blev efterfølgende afrenset ved at blive påtrykt et stykke bart hørlærred – og det udgør dermed et negativ af det tryk som blev skabt på beklædningsdelen. Det er dette aftryk, som hvert er unikt grundet tekstilets bevægelige overflade og variationen i præcis hvordan beklædningsdelen blev lagt på trykbordet, der nu i denne nye kontekst udgør udstillingen Galleri. Med denne handling vises en række taktile malerier der placerer sig imellem kategorier som fotografi, tekstiltryk, konceptuelt, minimalistisk og abstrakt maleri, samtidig med at der stilles spørgsmål til værdisætning af arbejdsprocesser og hierarkier.